12byer

”Vi er i byen sammen med dem, som vi udvikler den med” 


Interview 12byer 20.11.15 - Louise von Müllen, Lise Juul Madsen og Thea Storm Pedersen


Kan I beskrive jeres arbejdsfelt?

Vores felt er byen. Byen er den ramme, som vi arbejder inden for i et byplanlægningsperspektiv, men vi ser byen meget bredere end som bare rammerne for byens udvikling. Vi arbejder ligeså meget med de aktiviteter og det sociale og kulturelle samvær, der udgør indholdet. I vores optik er de former for deltagelse, som borgere, virksomheder, foreninger og organisationer kan inviteres med til, helt centrale for at skabe den gode by. Vi startede, fordi vi syntes, at der inden for byplanlægningen manglede et fokus på, hvordan dem, der bor i områder, også kan være en ressource for udviklingen – både før, under og efter projekter bliver sat i gang.


Hvad gør I for at udvide kompleksitet i det I laver?

Meget af det, vi gør, handler om brugerdeltagelse og borgerinvolvering. Vi oplever, at kommunerne ofte har en lidt fastlåst opfattelse af borgerinvolvering. Vi har forsøgt at kile os ind i den meget siloopdelte forvaltningsforståelse, der er i kommunernes arbejdspraksis, ved at sige, at det ikke kun handler om én enkelt silo, men om alle de ting og de tværsnit, der er i gang i kommunen. Her handler det ofte om, hvordan projekter grundlæggende bliver tænkt og defineret i forhold til, hvordan og hvornår borgere og andre aktører skal inviteres ind i processen. Det handler ikke kun om at invitere borgere ind til et møde, hvor man præsenterer en ramme, som de så skal forholde sig til. Vi vil gerne sparke til rammen, så feltet, som vi skal samskabe i, bliver bredere, og så aktørerne kan være med til at påvirke selve den ramme, som projekterne udfolder sig indenfor.


Hvilke metoder bruger I?

Vi er i byen sammen med dem, som vi udvikler den med. For at undgå at skabe nye ’gamle’ løsninger, er det at forstå de specifikke steder, som vi arbejder med, helt central. Vi tegner folks hverdagsruter ind, og spørger hvorfor er det dér, I mødes? Og vi laver helt specifikke kortlægninger. Vi bruger for eksempel en metode med nogle bolde, hvor der står, at de skal finde de bedste og de værste steder i byen og så tage billeder af det. Vi vil gerne ned på det helt lavpraktiske møde. Altså – hvem skal være med, og hvad skal vi være sammen om. Skal det være interessentvandringer, workshops i fablabs (teknologiske værksteder, hvor man kan bygger prototyper), mental mapping eller spil som metode til dialog og idéudvikling og procesfacilitering, hvor vi hjælper folk på vej til at skabe selv. Vi bruger altid flere metoder og udvikler altid metoderne løbende. Når det handler om komplekse spørgsmål, som fx byens udvikling, kan vi ikke bare sætte os ned og snakke om det. Det kræver også handling og nye samarbejdsformer.


Kan I komme med et konkret eksempel på, hvordan handling kan foregå?

Vi afprøver tit tingene i praksis. I stedet for at skrive projektpapirer og notater kan man både tegne og bygge en masse helt hurtige tests, men man kan f.eks. også afprøve en idé i én-til-én skala. Fx ved at indrette et midlertidigt ungdomshus i en nedlagt butik i gågaden. Så bliver det en midlertidig prototype – og det giver et billede af, hvad der egentlig er behov for. Både i forhold til ressourcer, organisering og mobilisering. Det handler om at teste, eksperimentere og om at blive i midlertidigheden. Vi oplever også, at der er mange penge at spare, når man tester om ting virker, inden de bliver bygget – for hvem ved, om det egentlig var det, der var brug for, som blev foreslået og vedtaget først?


Hvordan forholder I jer til de opgaver, som I får stillet, hvis kommunen har en anden idé om, hvad I skal løse?

Vi prøver at træde et skridt tilbage og stille spørgsmål til de spørgsmål, som vi bliver stillet. Vi bliver oftest først inviteret ind, når der allerede er noget, der er defineret. Opgaven er ofte formuleret lidt anderledes, når vi får den, og så arbejder vi med at omformulere opgaven, så det bliver fokus på problemet frem for løsningen. Dér oplever vi, at vi har en oversætter-rolle. Vi vurderer altid, om der er et reelt ønske om involvering i kommunen. Der skal være et reelt ønske om at gøre det anderledes, for vi vil ikke involvere en masse mennesker, hvis der ikke er mulighed for en reel forandring. Vi bruger en enkel model, deltagelsesstigen, der er et planlægningsinstrument lavet i en amerikansk kontekst i 60’erne af Arnstein, som beskriver forskellige måder at være med – og deltage - i processer. Vi er blevet bedre til at vurdere, om vi overhovedet skal være med i et projekt, altså om vores bidrag i forhold til at brede processen mere ud og invitere flere folk ind er ønsket, og vi er blevet mere klare på at rådgive i processen og for eksempel sige: det her kan vi ikke hjælpe med.  Hvis I allerede har løsningen, skal I nok spørge nogle andre, der kan udføre det for jer.


Figur herunder – Deltagelsesstigen af Arnstein. Bearbejdet til en dansk kontekst af 12byer.

Kommunerne har ofte en idé om, at jo flere der er med, desto bedre er det. Dér har vi en markant anden tilgang: Det handler i langt højere grad om, at der i ethvert projekt er behov for forskellige roller eller personer på forskellige tidspunkter. Vi skal have kommunerne til at forstå, at nogle aktørgrupper er vigtigere i nogle faser end andre. Vi har lavet ’Halloween-modellen’, som hænger sammen med deltagelsesstigen. Den tager udgangspunkt i et halloween-optog, som afholdes i Måløv. Modellen viser, at der er forskellige måder at deltage på. Grupperingerne knytter sig til deltagernes motivation for at deltage, og modellen kan hjælpe med at beskrive, hvem der er vigtigst for processen, og hvem kommunen skal have med for at hjælpe forskellige dele af processen på vej. Så kommunen behøver ikke invitere ind – de skal snarere understøtte de rigtige aktører, så vil de sørge for, at flere kommer med senere.


Figur – Halloween-modellen (udarbejdet af 12byer og Rekommanderet)


De små skridt er at få systemets øjne op for det virksomme ved at lave inddragende processer. Det er ikke bare at bygge det fede bytorv. Det er også at understøtte de ting, der allerede findes.


Hvad sker der, når kompleksiteten bliver større?

Det komplekse opstår, fordi der er virkelig mange – ofte forskelligrettede - behov, og det er en stor opgave at finde det, der er fælles. Vores rolle er ikke bare at oversætte, men at sørge for at alle er tilstede og finde de fælles målsætninger, som alle kan arbejde for. Vi oplever, at kommunerne kan være bange for, hvad der kommer til at ske, når vi åbner op for processen. Der er en nervøsitet i forhold til, hvad der potentielt kan komme til at se. Men faren ved at holde sig til den mere traditionelle procesforståelse er, at hvis man først åbner for sent, så begrænser det mulighederne for at skabe gode løsninger. Så i den forstand er det et helt mindset, der skal ændres.


Vores tilgang er, at vores metoder skal hjælpe kommunerne indefra – hjælpe kommuner til at forstå de aktører, som det handler om. Konkret bliver der ofte arbejdet med at involvere borgerne i idéfasen. Det kan der hurtigt komme en uoverskuelig ønskeseddel ud af. Vi prøver at se på hele processen – også hvordan borgerne kan være med efterfølgende, så der er indflydelse og deltagelse igennem hele processen. Det kan handle om, at kommunen måske slet ikke skal drive aktiviteter og tiltag efterfølgende. Vi vil gerne vise, at kommunerne kan have en mere faciliterende rolle, og det kan være en omvæltning for de forvaltninger, der ikke har haft det som arbejdsområde før. Vi oplever, at når vi samskaber, så er det vildt vigtigt at forstå de borgere, som er en del af processen.


Hvilken værdi bidrager det med? Hvordan er det bedre, end hvis I ikke øger kompleksitet?

Det er et spørgsmål om at få inddraget flere-perspektivet. Vi vil gerne løse problemerne på den bedst mulige måde – og for at gøre det, så er kompleksitet uomgængeligt. Det er en erkendelse af, hvordan vi kan navigere i kompleksitet. Så det er et spørgsmål om at søge efter redskaber, der kan hjælpe os til at acceptere, at det er komplekst, men stadigvæk navigere i det – i stedet for at reducere i kompleksiteten. I sidste ende tror vi på, at det skaber bedre byer. Vi vil ikke definere, hvad der er det rigtige at gøre. Vi vil gerne finde det mindset, der gør os bedre til at håndtere den kompleksitet, der findes i mødet med borgerne.


Hvad gør I for ikke at gro fast?

Vi er ikke så bange for at prøve ting af. Vi stiller altid spørgsmål til hinanden og accepterer aldrig status quo.


Links og referencer

•12byer.dk

•Arnstein, Sherry (1969): ”A Ladder of Citizen Participation,” JAIP, Vol. 35, No. 4, pp. 216-224.

•“Midlertidighed - Nye veje til borgerinvolvering”. Rapport fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, 2015. Findes på www.12byer.dk

•12byer. Med hverdagslivet som praksis – en bog om unge og byplanlægning. 2014. Findes på www.12byer.dk