Hillerød og HR-strategien

”Jeg synes, det er vigtigt at stille spørgsmålet: Hvorfor skal vi lave en strategi?”

Interview med HR-ansatte i Hillerød kommune 20.1.16


Lone, Lars, Mette og Ulrik arbejder med udviklingsområder indenfor strategi, organisationsudvikling, arbejdsmiljø, trivsel, projektledelse, kompetenceudvikling og rekruttering.


Hvordan arbejder I strategisk med kompleksitet?

Lone: Der var en historie om, at den gamle HR strategi lå i skuffen og vist oprindeligt kom fra Sorø. Vi blev bedt om, at lave en ny HR-strategi, og jeg blev meget af optaget af hvorfor vi skulle lave den. Hvorfor skulle vi lave et produkt, som skal ligge i en skuffe? Samtidig havde vi gang i nogle konkrete forandringsprocesser, hvor det blev tydeligt, at strategien ville være overhalet og død indenfor ganske få måneder. Vi var bange for, at vi ville blive fanget i at skulle arbejde med strategiens handlinger, i stedet for de ting, som ville give mening i organisationen. Så vi havde nogle grundlæggende overvejelser over hvad strategier kan og hvad de skal.

 

Mette: Vi havde mange snakke om hvad en strategi skal kunne, og det blev klart for mig, at vi skal en anden vej og det skal være en form, der kan rumme, at virkeligheden forandrer sig hele tiden.


Lars: Vi vil egentligt gerne lave en strategi, hvor vi bygger en dialogproces op. Vi forsøger at hæve det lidt op, og det kræver selvfølgelig, at flere ledere involveres. Der er jo en masse mennesker det skal ud til, og de skal kunne bruge det. Vi ved ikke helt om det skal ende med en tekst, men det skal være anvendeligt ude i organisationen.


Så I starter på bar bund?

Lars: Ja - vi har ikke prøvet det før, og det er lidt radikalt. Vi har vendt det mange gange, fordi vi er optaget af den respons, der vil komme på det, så det opleves anvendeligt. Som mennesker er vi forskellige, og vi vil tage forskelligt imod denne måde at arbejde på. Men det skal give mening ude i organisationen, og det skal ikke være for vildt og anderledes. Ude i organisationen skal de ikke tænke, at vi bare er en flok hippier heroppe i HR.


Lone: Vi har forholdt os til, at når vi skal lave noget, der er anderledes, skal vi så bruge de traditionelle strukturer med mødeindstillinger, skriftlighed og den slags? Der har vi valgt, at nu forsøger vi med den traditionelle form med en direktionsindstilling for at få foretræde.


Lars: Det er måske ikke helt tro mod tilgangen, men det er et valg vi har truffet, så ledelsen forhåbentligt kan tage indholdet til sig.


Ulrik: Jeg oplever ikke, at der er modstand mod at gøre det anderledes. Men vi er optaget af at argumentere for hvad det så er, vi vil gøre. Når vi nu ikke vil målfastsætte ting i fem-årsplaner og holde årlige møder om det, men taler for at opfølge meget mere tæt og meget mere flydende, så skal vi kunne argumentere for hvorfor vi gerne vil gøre det på den måde.


Lone: Ja – for vi ved jo heller ikke hvad vi vil. Vi ved bare, at vi vil gøre det sammen. Så vi kan ikke engang sige, hvad det er, vi skal. Vi kan bare sige, at vi vil mødes og snakke om det.


Ulrik: Og så kan vi sige, at vi laver strategien for at kunne bidrage til borgerne. Så hvordan skal den så se og hvilke snakke skal vi have for, at den kan det – og de snakke skal vi have tit.


Lone: Vi valgte, at introducere vores tanker til nærmeste leder, og vi var overraskede over hvor hurtigt de koblede sig på det. Vi render måske rundt med nogle forkerte forestillinger om en modstand, som vi vil møde på det.


Hvad gør I så for at præsentere tankerne om kompleksitet?

Lone: Vi bruger de erfaringer og historier – for eksempel den med, at strategien ligger i skuffen - der kalder på, at vi skal gøre noget andet.


Mette: Vi håber, at vi kan være en hjælp til ledelsen til hele tiden at have fokus på det, der er relevant for dem i nuet.


Ulrik: Men det handler også om at erkende, at dette her bliver aldrig klar. Det bliver klart gennem samtale. Det er faktisk noget med at stoppe vores egen proces, så vi reelt kan lave det sammen og rumme, at vi ikke skal være foran i processen.


Hvad gør I for at rumme det?

Lars: Der er vi jo meget forskellige. Nogle er fortalere for den frie proces, og jeg selv er for eksempel mere forsigtig og vil gerne være på forkant med den modstand, der kan komme.


Lone: Vi taler om det som en styrke, at vi er forskellige – og skal udnytte, at vi selv har mødt nogle af de reaktioner, der kan komme i organisationen.


Hvad tænker I om at arbejde med mål?

Lars: Hvis vi kigger tilbage på vores egen praksis, så har vi jo bygget nogle ret konsistente tiltag op nærmest uden at have haft en fungerende strategi, blot fordi det har givet mening. Vi kan se vores tiltag bagudrettet, som en rimeligt konsistent strategi.


Ulrik: Det her er ikke det samme som, at vi ikke skal have mål for organisationen og ingen ikke skal vide, hvad de skal, men vi vil gerne kvalificere arbejdet med mål gennem en tæt dialog med dem, som det berører. Vi skal have mål, men måden vi arbejder med dem på er anderledes.


Har I andre metoder til at være sammen på - og følge op på - end dialog?

Lone: Det lyder spændende. Bagsiden af dialogen er, at der er en magt forbundet med dialog, fordi det er dem, der er gode til dialog, der får deres ting igennem. Vi har først og fremmest tænkt på dialog, fordi det er den måde, vi kan komme i tanke om, men det kan jo også være det, som vi skal finde ud af sammen med resten af organisationen. Måske er der andre bud i organisationen, og vi skal da evaluere på formen som en del af HR-strategien.


Vi har oplevet, at jo mere dialogorienteret det bliver – jo sværere bliver det at opsamle og afrapportere. Har I nogle tanker om, hvordan I opsamler?

Ulrik: Ja – vi har tanker om hvordan – og om – vi skal afrapportere. Klaus Majgaard har for eksempel eksperimenteret med det. Han ville ikke have skriftlige rapporterer, men mundtlige overleveringer. Halvdelen af de skriftlige notater vi laver bliver ikke brugt, så det er ikke en effektiv måde at arbejde på.


Har I nogle gode råd som I kan give videre til andre?

Lone: Jeg synes, det er vigtigt at stille spørgsmålet: Hvorfor skal vi lave en strategi? Jeg ville rigtigt gerne kunne svare noget mere klogt. Men det er netop komplekst, og der er en pointe i, at vi ikke må stille os op og sige, at vi ved det hele. Og det skal vi også selv kunne rumme. Vi har også haft en dialog om, at det ikke er i alle sammenhænge, der skal være samskabelse. Det skal ikke være en religion.