Løvbakken - selveje, kompleksitet og samskabelse

Søren Jensen, centerleder i institutionen børne- og ungehuset Løvbakken og kredsrådsformand for DLO (selvejende og private daginstitutioners landsorganisation)


Prøv at beskriv dit arbejdsområde

Jeg er centerleder af en selvejendeinstitution i Ålborg og kredsrådsformand for DLO. Jeg brænder for området og jeg brænder for tanken om selveje, hvor borgerne er en del af de tilbud, som de bruger. Vi kalder det samskabende institutioner her på Løvbakken. Det betyder, at vi skaber og driver institutionen sammen med politikere, borgere og ansatte. Institutionsområdet er typisk enten privat eller kommunalt, men jeg synes, at selveje er den bedste måde at organisere os på.


Hvorfor er selveje den bedste konstruktion og hvorfor gør kommunerne det ikke noget mere, hvis det er den bedste konstruktion?

I selveje er der meget kort fra tanke til handling, og vi kan ikke bare sidde bag en lukket dør og kritisere kommunen - vi skal selv præstere og vi kan ikke skyde skylden på bureaukratiet. Vi ved – statistisk set – at der er meget mere frivilligt arbejde i selvejende institutioner. Jeg synes egentligt heller ikke, at selveje er et rigtigt ord - vi ejer jo ikke Løvbakken. Der er brug for at genskabe ordene omkring selveje. Jeg vil hellere bruge ordet samskabende. Men kommunerne oplever nok, at kompleksiteten bliver for stor med selveje, og det kan kommunerne ikke rumme.


Hvorfor synes kommunen ikke at selveje er så godt?

Jeg oplever, at kommunerne er trætte af selveje fordi det er lidt svært at håndtere,  og de glemmer at se fordelene ved selveje. De kan jo ikke lide, når jeg trækker selvejekortet og siger, at der er ting, som de ikke kan bestemme over. Det gælder f.eks. når der skal laves fælles løsninger, og når der er politiske mærkesager. Men de kan opsige kontrakten med os, og de skal godkende ansættelsen af centerlederen, så de har kontrollen på de store linjer. De kan risikere at sidde med inkompetente bestyrelser. Men så har de jo muligheden for at opsige kontrakten. Så bliver det styring på det overordnede og ikke detailstyring. Til gengæld beslutter institutionen selv alt omkring driften, og skal ikke gå til alle mulige møder og være underlagt bureaukrati. Når de lokale faglige eksperter selv skal træffe beslutninger, så får vi de bedste beslutninger ud af det.


Hvordan agerer du selv som leder?

Jeg leder på samme måde her på Løvbakken. Vi er godt 20 ansatte her. Jeg sidder da ikke og detailstyrer – det ved jeg da ikke noget om. Jeg har tillid til, at mine dygtige pædagoger ved bedst.


Hvad gør du for at håndtere kompleksiteten?

Jeg mister jo kontrollen, hvis jeg ikke bare tager det hele ned i førerbunkeren, men jeg synes det giver så meget mere positivt, når vi tager forældrene med ind i løvbakken. Jeg synes ikke at jeg skal være et serviceorgan for forældrene. Vi skal være sammen om det - det giver så meget mere positivt. Min opgave bliver så at facilitere processer. I den gamle rolle, så var jeg mødeleder og var forberedt og så synes de alle sammen, at jeg var så dygtig, og det går man selvfølgelig glip af. Men når alle inddrages reelt, så så sker der noget magisk, og de får mere ejerskab.


Når et barns far kommer og spørger om han kan hjælpe med noget til et grillarrangementet på institutionen, så siger vi normalt nej tak, men dér skal vi altså sige ja. For når vi har båret tre grille ind sammen, så har vi et fællesskab.

 

Jeg har også eksempler på en frivillig medarbejder, der ikke vil være ansat, men netop vil være frivillig, fordi det skaber en anden relation, hvor man er sammen om tingene. Jeg tror faktisk ikke, at der er den store modstand mod selveje i de politiske lag, men det er typisk områdeledere, der mister magt og kontrol, og dér mener jeg så, at den magt må de altså finde på en anden måde.